Sandholm

SCENE 1. Job, en ung smuk irakisk kvinde kommer ud fra en af de lave gule bygninger i Sandholm. Hun har en skraldepose i hånden og ser sig omkring, som om man ikke måtte se, hvad hun lavede. Hun standser foran en stor grøn container og giver sig til at tale til den.

JOB: Hej. Øhm. Hej. Det er mig. Job. Og det her... det er mine første notater her fra Sandholm. Job rømmer sig.
JOB: Foreløbigt er alt godt her. Her er bedre end jeg havde troet her ville være. Maden er god. Elektriciteten går aldrig. Nogle gange laver de militærøvelser inde ved siden af, så alle tror, at der er krig. Det er sådan set det eneste, men ellers er her godt. Danskerne er et meget venligt folkefærd. Selv deres politifolk er venlige. Hegnet siger de, er bygget for at beskytte os der bor her mod kriminelle fra den virkelige verden. ”Den virkelige verden” det kalder alle der bor herinde alt dét der ligger udenfor. På den anden side af hegnet ligger der et fængsel. Og ved siden af fængslet ligger der et stort gult hus. Det hedder udlændinge styrelsen. Der har jeg været inde, for at tale med dem. Det tog 6 timer. Det var som om de troede jeg løj. Eller sådan føltes det. Ja... Endnu har jeg ikke mødt så mange mennesker, andre end BABA:. Hun ser ud til at være en slags mor for alle her

‐ Agron (en dreng på 11 år) kommer forbi. Han standser og ser på hende. AGRON: Hvad laver du?

Job skynder sig, at lades som om hun er ved at smide skrald ud. JOB: Jeg er ude med affald.

AGRON: Du snakkede med nogen!

JOB: Nej det... det må være noget du har forestillet dig. Job begynder at gå tilbage mod sit værelse.
AGRON: Du stod og snakkede til containeren! Hvem snakkede du med? JOB: Hvorfor spør du?
AGRON: Fordi jeg gerne vil vide det!