Teatertruppen

I en forladt lade. Sally, Helena og Jessie står på scenen, alle tre klædt som mænd.
HELENA: ’Argt bider luften; det er meget koldt.’
SALLY: ’Ja, luften føles sviende og skarp.’
HELENA: ’Hvad er nu klokken?’
SALLY: ’Vistnok knebent tolv.’
JESSIE: ’Nej, den er slået.’
SALLY: ’Såh? Jeg hørte intet. Så nærmer tiden sig, hvor ånden hidtil plejer at vandre.’ (Lyden af banken på træ ude fra kulissen) ’Hvad betyder dette, herre?’
HELENA: ’I nat er kongen oppe, tar’ sig rus, stimler og tumler ør i træskodans…’
JESSIE:(Lavt til Sally) Er du sikker på, det var dét, de sagde?
SALLY: Hundrede!
HELENA:(Fortsætter uforstyrret) ’… og for hvert bæger rhinsk, han stikker ud, ud-skryder pauken og trompeten sådan hans helteskål!’
SALLY: ’Er det en skik?’
HELENA: ’Til visse, ja! Den dorske svir gør os i øst og vest til fabel og til fals for andre folk, der kalder os for dran-kere og søler vort navn i svinske ord’ (Begynder at tøve og se usikker ud) ’Således går det tit med… enke-mand… at han… slår fornuftens hegn og… vælter omkuld?’
JESSIE: Nej, nej, den er vist helt gal med den her tekst!
SALLY: Så prøv du at stå mast mellem tykke, fulde mænd og tage notater. Det er ikke til at få ørenlyd…
JESSIE: Og Helena, prøv at lyde lidt mere… mandig…
HELENA:(Gør sin stemme dyb) ’At være eller ikke at være… at dø… at sove… at… snorke?’
JESSIE: Jeg tror, vi stopper for i dag…

De begynder at rydde lidt op. Viola haster ind på scenen, klædt i kvindetøj, med en rulle papirer i hånden.

VIOLA: Det er færdigt! Rettet og det hele! Skræddersyet til os!
HELENA: Nyt tøj? JESSIE: Hvad snakker du om, Viola?
VIOLA: Mit stykke! (Med stolthed i stemmen) ’Tyrannen fra Theben’ - et drama om magt, jalousi og kærlighed i fem forrygende akter!
JESSIE: Vi har snakket om det her… det går ikke at satse på noget, folk ikke kender… publikum vil ikke over-raskes! De vil gense det, de godt kan lide. ’Den Spanske Tragedie’, ’Hamlet’, ’Alkymisten’… Det er simpelthen et spørgsmål om udbud og efterspørgsel!
VIOLA: Men hvordan skal de nogensinde have en chance for at spørge efter det, hvis vi ikke præsenterer det for dem? Det her har alt det bedste fra alle de store stykker! Hør nu lige: Altavio er en grisk tyran, som ikke holder af sin søn, fordi sønnen vil folket det bedste, når han arver tronen. Så Altavio sender sin tjener ud for at dræbe sønnen, men de to slår sig i stedet sammen og…
JESSIE: Det er bare for risikabelt! Vi bliver nødt til at have mad på bordet! SALLY: Det lyder da meget godt…
VIOLA: Ja, ja… og det her er Benaros store tale: (Med megen indlevelse og gestikulation) ’Han tugter og han plager, landet er i knibe. Det er mig og mig alene, der kan redde vort folk. Om Altavio var en slange, var han langt værre end den, der mennesket forrådte, med løftet om guddommelighed at finde i en frugt. Var han et stormvejr, da det værste, der kunne hænde. Træer op med rod og land og by lagt i ruin. En synd-flod, da den grummeste af alle, én mod hvilken end ej Noahs mod en chance stod. Og jeg, kun jeg, har evnen til at bryde hans ondskabs dæmning og lade vandet skænke liv, ej død i vores rige.’

(En sagte klappen høres fra salen, og pigerne farer sammen. Mellem stolerækkerne bevæger Sebastian sig op på scenen, hvor han holder op med at klappe)

SEBASTIAN: Bravo, søster! Man får jo næsten kuldegysninger!
VIOLA: Sebastian! (Omfavner ham) Hvor har du været? Jeg troede, de havde fået fat i dig, og…
SEBASTIAN: I mig? Du må være skør! Jeg er ikke dum nok til at lade mig fange af nogen som helst. Især ikke Jack og hans tumper!
VIOLA: Men… hvordan fandt du os?
SEBASTIAN: Jeg så jer på markedet i går. En glimrende præstation, må jeg sige. Aldrig har nogen kvinder set så godt ud i mandetøj!