Antal

Antal medvirkende
10-20
Antal børn
0
Antal kvinder
5
Antal mænd
8
Antal øvrige
0

Andet

Oprettet
15.04.2021
Forventet varighed
61-75 min.
ISBN
87-7865-625-7
Genre
Lystspil, Komedie og Farcer
Musik
Nej
Udgivet
Ja

Detaljer


Baggrundsinformation
Filumena er tidligere prostitueret. I femogtyve år har hun vartet den rige don Domenico op, mens han levede det søde og frie liv. Da han så oven i købet vil gifte sig med en yngre kvinde, er målet fuldt. Pludselig er Filumena ”døende”. Som sit sidste ønske vil hun vies til Domenico på ”dødslejet”. Men så snart præsten er væk, springer hun rask og frisk ud af sengen! Domenico raser. Så starter komedien. Og Filumena har flere kort på hånden… Komedien er berømt fra Vittorio de Sica’s filmatisering Ægteskab på italiensk med Sophia Loren og Marcello Mastroianni.
Uddrag
FØRSTE AKT
Hjemme hos Soriano.
Rummelig spisestue i en udpræget tyvende århundrede stil,
prægtigt udstyret, med smag, omend noget middelmådig.
Enkelte malerier og nipsgenstande – kærlige minder om
Umberto-epoken, som tydeligvis fuldendte udstyret i Domenico
Sorianos fars hjem – er omhyggeligt fordelt på
vægge og møbler, og skriger voldsomt mod hele resten. Døren
forrest til venstre fører til soveværelset. Længere bagude
til venstre snitter et stort glasvindue lokalets hjørne,
med kik ud til en stor blomstersmykket terrasse, dækket af
en stribet markise. Bagest til højre indgangsdøren. Til højre
udvider rummet sig i dybden og lader gennem en åbning
halvt dækket af et silkeforhæng husherrens ”kontor” ane.
Også til udstyret af dette har Domenico Soriano foretrukket
tyvende århundrede stilen. I denne stil er også det glasskab,
som beskytter og udstiller et stort antal pokaler i forskellige
metaller, former og dimensioner: førstepræmier vundet af
hans væddeløbsheste. To bannere over kors på væggen overfor
bag et skrivebord vidner om sejrene ved Montevergine
festen. Ingen bøger, aviser eller papirer. Dette hjørne, som
kun Soriano vover at kalde ”kontoret”, er ordentligt og
pænt, men uden liv. Bordet midt i stuen er dækket til to
personer, med en vis udsøgt smag: der mangler end ikke et
arrangement af friske røde roser. Fremskredet forår: næsten
sommer. Mørket er ved at falde på. Dagens sidste lys er ved
at svinde på terrassen.
Nærmest på tærsklen til soveværelset står Filumena udfordrende
med armene over kors. Hun har en lang, hvid natkjole
på. Hendes hår er i uorden og hurtigt ordnet. Bare
fødder i tøfler. Hendes træk er forpinte: tegn på en fortid af
kampe og sorger. Uden at være grov kan hun ikke skjule sin
proletarbaggrund, og ønsker det heller ikke. Hendes gestus
er store og åbne; hendes stemmes klang er altid fri og besluttet,
som en bevidst kvinde, rig på instinktiv intelligens
og moralsk styrke, som en kvinde, der kender og konfronterer
livets love på sin måde. Hun er blot otteogfyrre, hvad
enkelte sølvstænk ved tindingerne røber, mens øjnene har
bevaret den mørke napolitaners ungdommelige livlighed.
Hun er ligbleg, dels på grund af den fiktion, hun har gennemspillet,
nemlig at foregive at være på sit yderste, dels på
grund af det uvejr, hun ved, hun nu uundgåeligt løber ind
i. Men hun er ikke bange: tværtom er hun i en attitude som
et såret vilddyr, parat til at springe på sin modstander. I
det modsatte hjørne, nærmere bestemt forrest til højre, står
Domenico Soriano over for kvinden, med den bestemte vilje
hos en, der hverken ser grænser eller forhindringer, hverken
for at få sin ukrænkelige ret eller for at knække nederdrægtigheden
og udstille den lavhed, der gjorde det muligt
at bedrage ham, for verden. Han føler sig krænket, hånet,
ramt i noget efter hans mening helligt, hvad han dog hverken
kan eller vil indrømme. Det forhold at han kan komme
til at fremstå som en besejret i folks øjne, ryster ligefrem
hans hjerne og får ham til at tabe fornuftens lys. Han er en
robust, sund mand, i halvtredserne. Halvtreds godt levede
år. Takket være det bekvemme liv og den fremtrædende finansielle
position har han bevaret en livfuld ånd og et ungdommeligt
udseende. Hans afdøde far, Raimondo Soriano –
en af de rigeste og mest durkdrevne konfektureproducenter
i Napoli, som havde fabrikker i Vergini og i Forcella, ud
over populære forretninger i Toledo og Foria – havde kun
øje for ham. Don Domenicos (der som ungt menneske var
kendt som ”unge don Mimí”) numre var uden grænser,
ekstreme og originale som de var. De var legendariske; der
tales om dem endnu i Napoli. Som passioneret hesteelsker
er han i stand til at tilbringe halve dage med, sammen med
vennerne, at genkalde sig de kampbedrifterne, ”heltegerningerne”,
hos de vigtigste heste, der har passeret hans velforsynede
stalde. Nu står han der, i bukser og pyjamasjakke,
nødtørftigt knappet, bleg og rystet, foran Filumena,
denne ”ubetydelige” kvinde, som i årevis har været behandlet
af ham som slave, og som nu har ham i sin hule hånd for
at mase ham som et stykke småkravl.
Rolleliste
-
Andre forfattere
Eduardo de Filippo
Bent Holm, oversætter