Lærlingen

(Carestia og Felix træder ind i deres togkupé, Felix
slæbende på al deres bagage. Felix placerer møjsommeligt
alle taskerne oppe på bagagehylden).

CARESTIA – Ikke den! (River en af taskerne til sig og placerer den nænsomt under sædet) Jeg kan godt lide at … have den i nærheden.

FELIX – Javel så … (Sætter sig).

CARESTIA – Hvilken underfuld udsigt. Se der, knægt! Hvilke farver – solens spejling i vandet. Det, min dreng, er skønhed!

FELIX – Hvis De siger det.

CARESTIA – En ægte kunstner ser skønheden i alt omkring sig. I efterårets gyldne varme. I et majestætisk
maskineri som dette tog – utroligt hvad man kan nu om dage! Alt afhænger af øjnene, der ser. Og deres evne til at indfange skønheden på lærredet. Selv en simpel gadetøs kan være smuk, set i det rigtige lys af den rigtige person …

FELIX – Fascinerende …

CARESTIA – (Mest til sig selv) Her sidder jeg og kaster
perler for svin! Hør dog efter knægt!

FELIX – Undskyld, Mester Carestia, jeg … jeg er bare ikke …

CARESTIA – Du er ikke motiveret? Det ser man tydeligt. Du har endnu ikke lært at sætte pris på kunsten.

FELIX – Det er ikke det. Jeg er bare … jeg er forelsket!

CARESTIA – Forelsket? (Begynder at skitsere udsigten fra
toget).

FELIX – Ja. I vores tjenestepige, Anna. Det er derfor, min far sendte mig væk.

CARESTIA – (Fraværende) Såeh?

FELIX – Annas far var vores hushovmester. Han reddede min fars liv engang, hvor han var ved at drukne. Bagefter lovede min far at passe på Anna. Hende kan han ikke sende væk, men mig …

CARESTIA – Javel …

FELIX – Men Anna er ikke god nok til mig … Min far har ikke forstået, at verden er ved at ændre sig. Tingene er ikke, som de var, da han var ung. Rig og fattig behøver ikke at leve adskilt. Anna har levet med vores familie hele sit liv. Hun har gode manerer, hun er anstændig. Det eneste problem er, at hun er datter af en hushovmester. Men jeg er ligeglad. Jeg elsker hende!

CARESTIA – (Ser på sin skitse) Hvor smukt!

FELIX – Tak … (Indser, at han snakker om tegningen) Åh …

CARESTIA – (Storladent) En sand kunstner kan skabe
mesterværker hvor som helst og når som helst!

(I det samme kommer en mand, og hvad der ligner en ung mand, ind. De stopper, da de hører Carestias sidste replik).

KARKAROW – (Let spottende) Jamen, er det ikke den store Carestia, jeg hører? Hvem kan det dog være, han priser i så høje toner? Det kunne da vel ikke være ham selv?

CARESTIA – (Bliver rød i hovedet) Alexander Karkarow. Det kunne jeg have sagt mig selv. Man har ikke en god dag, uden at du skal komme og ødelægge den.

KARKAROW – Tag dog ikke sådan på vej, min ven. Vi spøger jo bare med hinanden, som gamle kolleger nu gør.

CARESTIA – (Bemærker nu Karkarows ledsager og siger
giftigt) Jeg ser det går fremad for dig. Du har råd til at have en lærling på slæb nu.

KARKAROW – (Vender sig) En lærling? Ah, du mener min datter. Elena, kom og sig goddag, min ven.

ELENA – (Tager hatten af og afslører en lang mørk hårpragt) Goddag, signore Carestia. Jeg har hørt meget om Dem.

CARESTIA – Hvis det kommer fra din far, skal du ikke tro på det. (Til Karkarow) Hun er meget yndig. Jeg forstår godt, at du vil skjule hende.

KARKAROW – Man kan aldrig være for forsigtig. Men du har da også fået dig en lærling, jeg troede ellers, at det var mod dine principper?

CARESTIA – Man bliver mere magelig med årene, og Felix hér er der ikke meget lærling over alligevel. (Felix ruller med øjnene. Elena smiler) Men hvor er I to på vej hen?

KARKAROW – Jeg har en bestilling i Bayern, og når det er overstået, må vi se, hvad vi så kan finde ud af.

CARESTIA – (Ser ikke videre glad ud, da han hører de skal samme vej) Bayern, jaså? Jamen du plejer jo at klare dig, uanset hvor du er. Lidt ligesom en kakerlak, man træder på, men som alligevel kravler frem under støvlen igen.