Christiane fra Bahnhof

Ouverture
Hårde metalliske klange spilles i mørket. I slutningen af ouverturen træder Søs, Christianes søster, frem i en enkelt spot.

SØS – Jeg kan huske, da hun døde, Christiane. Og jeg kan huske, da hun levede. Dengang troede hun, at livet fandtes et sted – et eller andet sted. Og bare lå dér og ventede på, at hun skulle samle det op. Ikke lige den dag måske, men så en anden dag.
Det er aldrig for sent, sagde hun. Hun havde den der irriterende optimisme … også når hun fandt en død ven – jeg vælger at tro, at man kan tale om venner. Døden ...
Meget tit var det på toiletterne, midt i lortet og stanken. Med de møgbeskid-te fliser som verdens sidste hilsen. Fortabte.
”Når man tænker på dem, tænker man på dem som døde hunde. Dødt kød. Ingen betydning. Man vænner sig til det”. Og så græd hun.
Så mange døde liv. Så mange døde mennesker.
En dag spurgte jeg hende om hun var bange. ”Nej”, sagde hun. ”Den, der er uden håb, kan ikke være bange”.
Så gik hun. Målbevidst.
Lige fra den første dag vidste hun, at døden sad som en stor, sort fugl på hendes skulder og grinede. Men hun gik bare videre. Samlede små klatter af solskin op, så på dem og var lykkelig. Så gik hun videre.

Kort B.O.


Scene 1
Christiane i frontlys. Hun står foroverbøjet, strømpebukserne er rullet ned til knæene. Hun står med den ene hånd i munden. Smerten står hende i øjnene. Hun har sin første kunde. Han støder voldsomt ind i hende.

MAND – Ska’ du ha’ tærsk, hva! Er det tærsk du ska’ ha’!

Han gør sig færdig. Christiane smøger den korte kjole på plads. Vender sig mod ham.

CHRISTIANE – Var det godt?
MAND – Var det godt. Det var sgu’ ikke godt. Det var som at række tungen ud af vinduet på Nørrebrogade. Kvalmende – fuld af forurening.

CHRISTIANE – Det bliver hundrede kroner. Det gør det altså

MAND – Jeg vil sgu hellere give dem til Frelsens Hær. Så kan du gå derhen og få en kop kaffe.

CHRISTIANE – Jeg vil ha’ mine hundrede kroner. Du skal gi’ mig dem. Vi aftalte det.

Hun slår vildt på ham. Han slår hende kraftigt i ansigtet, så hun falder

MAND – Hvor gammel er du hva’! Render her midt om natten og gør sig til. Hvis du var min datter, skulle du ha’ så mange tærsk, at du ikke kunne stå op den næste måned. Hører du, hvad jeg siger. Den næste måned. Møgbe-skidte gadetøs!

Christiane rejser sig forslået. Der siver blod ud af munden. Hun prøver at genvinde sin værdighed, prøver at glemme ydmygelsen.

CHRISTIANE – Dig, mand! Du er jo ingenting, vel. Kan kun få den op at stå, når du ser en lille skolepige med korte skørter og hvide små strømper i sorte laksko. Så bliver du stor, ikke. Så tror du, at du er fucking Supermand, ikke. Men du er ikke en skid. Ikke en skid.

Mand exit. Christiane er alene.