Dukkemagerens hus

Søren Severin var en lykkelig mand, en overmåde lykkelig mand. Han boede i et hus, hvor han også havde sit værksted, og der lavede han dukker, som man kunne spille teater med. Hans gode veninde Jacobine Jacobi hjalp ham med at lave dukkerne, og det samme gjorde Mirabella. Hun var hans søsters datter, så hun var hans niece, og det var Søren Severin meget glad for. Det var Mirabella sandelig også, hun var i det hele taget et meget glad barn. Somme tider havde hun sine kammerater med på besøg. De legede og spillede teater for hinanden, og havde det rigtigt herligt. Søren Severin kunne ikke lide at sælge de dukker, han lavede. Hvis nogen kom og ville købe dem til sig selv eller til deres forretninger, sagde han, at de ikke var helt færdige, eller at der var nogle andre, der skulle have dem. De andre var ham selv eller fru Jacobine Jacobi og Mirabella. Somme tider sagde han også, at de skulle gemmes til jul, men når det blev jul, syntes han lige, han ville tænke lidt over det. Folk kunne ikke forstå, at de ikke kunne købe dukkerne. Hvad var det, Søren Severin skulle tænke over? ” Det vil jeg lige tænke over, ” sagde Søren, ” Altså, jeg vil lige tænke over, hvad jeg vil tænke over.