Fantasiens vinger

PROLOG ‐ MØDET VED BRØNDEN
ET ANTAL BØRN:
(musikalsk rytme ‐ bankende hjerte, bevæger sig rundt på scenen leder og undersøger hvor som helst ‐ kalder på skift, først hviskende så højere og højere) Andersen… Ander‐sen… Andersen…
SKRUBTUDSEN:
(kommer op af brønden) Ja her er jeg, jeg skal love for at I vækkede mig – Ja, jeg er en skrubtudse – en tyk og slimet tudse. Jeg ved godt at jeg er uskøn og kedelig at se på. Men jeg bor i min brønd og kan mærke vandet fra jordens indre kilde, ja dernede i mørket… Men inde i mit hoved har jeg en ædelsten – en funklende og stærkt skinnende ædelsten, der er fyldt med et strålende solskin.
1. PIGE:
Det lyder mærkeligt – en sten fyldt med solskin…
SKRUBTUDSEN:
Ædelstenen bringer mig ud i lyset, i farverne, i verden og væk fra mørket og skyggerne nede i brønden. For i ædelstenen er fantasien og fantasien giver mig mulighed for at forestille mig alt det spændende, der er i verden
1. DRENG:
Men hvordan har du fået en ædelsten ind i hovedet … har alle skrubtudser da det?
SKRUBTUDSEN:
Det tror jeg da – og da vist alle levende væsener – også mennesker har en ædelsten.
2. PIGE: Åhr, hold da op… Altså… er det bare noget du leger eller hva’?
SKRUBTUDSEN:
Hør nu her ‐ ædelstenen er en gave, en uvurderlig gave, som jeg har fået af en dreng, eller måske snarere en mand, som I da også kender… han hedder Hans Christian. Den gang han gav mig ædelstenen blev han kaldt for Andersen. Var det for resten det navn I råb‐te, da I vækkede mig?
2. DRENG:
Jo det er rigtig nok – men vi legede bare at vi skulle finde den Andersen, som har skrevet en masse even‐tyr – og så dukkede du pludselig op
SKRUBTUDSEN:
Åhr ja, nu forstår jeg det….og ved I hvorfor: jeg er jo med i eventyret, jeg er med i fantasien, og når I leger bruger i jo jeres fantasi. Andersen, der digtede alle eventyrene fik fantasien til at blomstre, fordi han har også en havde en ædelsten inde i hovedet. Nøjagtig ligesom jer selv!
1. DRENG:
Okay, mener du så at vi bare kan forestille os at noget sker – og så sker det??
SKRUBTUDSEN:
Nemlig! Det sker i fantasien og den har ingen grænser – men hør nu… måske kan vi få fantasien – alt det fantastiske til at ske i virkeligheden også.( demonstre‐rer lidt mystik) Men så må vi være fælles om det.
1. PIGE:
Det betyder jo faktisk at vi slet ikke behøver at lede efter ham Andersen, for han er jo allerede tilstede, når vi leger.
SKRUBTUDSEN:
Jahhh… ja han er nemlig til stede, og med ham også alle eventyrene ‐ ligesom ædelstenen er de inde i ho‐vedet, men I kan jo selv mærke det, inde i hvert ho‐ved skinner ædelstene jo allerede og bringer fantasien ud i verden. Alle de eventyrlige stemninger alle even‐tyrfigurerne kommer til syne i vores verden. Vi ved jo, at vi kan få dem frem, fordi…
BØRNENE: … vi bruger bare vores fantasi!!
SKRUBTUDSEN:
Bare gå i gang – hjælp hinanden ‐ nogle gange kan man bare lukke øjnene, så kan man forstille sig en hel masse – i fantasien – og når man så åbner dem igen så
… men nu trækker jeg mig tilbage, jeg trænger til lidt ro. (kravler ned i brønden igen)
BØRNENE:
(tager hinanden i hænderne og begynder at danse til mu‐sikken
HELE ENSEMBLET: (kommer ind ‐ så meget som muligt i grundkostumer og synger åbningsnummeret sammen)