Antal

Antal medvirkende
3-5
Antal børn
0
Antal kvinder
1
Antal mænd
2
Antal øvrige
0

Andet

Oprettet
19.03.2021
Forventet varighed
31-45 min.
Genre
Drama
Musik
Nej
Udgivet
Ja

Detaljer


Baggrundsinformation
PASSPORT – et aktuelt teaterstykke af Gustavo Ott, Venezuela – oversat og iscenesat flere gange af Thomas Hauger.

Hun kommer til en grænse og…….

En togpassager er tilsyneladende faldet i søvn og vågner en station for sent. Hun kan ikke læse dens navn og afkræves sit pas for at komme ind.
Men det er ikke nok, hun afkræves det igen og igen, men hendes forklaringer kan ikke forstås af soldaten og officeren, der ikke forstår hendes sprog og omvendt - og herfra går det hastigt igennem et sandt Kafka lignende mareridt.
Hun kommer i et skarpt forhør. Er hun terrorist? Er hun smugler af hårde stoffer? Vil hun undergrave landets økonomi?
Hun er strandet i en slags ”Misforståelsernes helvede”.
Her er også et billede på en verden hvor kommunikationen i vigtige situationer totalt fejler med fatale følger….. eller et billede på hvordan vi behandler de ukendte, de fremmede. Ja måske ligefrem et indlæg i indvandrerdebatten? Handler det om en uløselig grænsekonflikt?
Et stykke helt i traditionen fra den Sydeamerikanske magiske realisme.
For at understøtte den dramatiske handling, er der nykomponeret musik spillet live af en lille trio.
En forestilling med dramatiske billeder, en højaktuel handling skrevet i 1992 i en sydamerikansk virkelighed.
Forestillingen spilles i en begrænset, intim og klaustrofobisk scenografi, der er med til at fremhæve det absurde i situationen: Så stort et drama, på så lille en plads!
Der er tre medvirkende i forestillingen: En officer spillet af Theo Rieck, en soldat spillet af Thorbjørn Schunck og den rejsende spillet af Bianca Klingenberg Dupont.
Musikken spilles af Poul Kristensen, Grethe Hansen og Hans Gath. Poul Kristensen har også komponeret. Lis Tjørnelund er instruktørassistent.
Uddrag
1
Jernbanestation
På den ene side sover Soldaten i en stol der dårligt nok kan holde ham.
På den anden side sover Eugene i sit togsæde med et halvt åbent landkort på skødet. Kortet falder på gulvet. En travl passager ramler ind i Eugene.

Vi kan høre de andre passagerer snakke på forskellige sprog. Eugene opdager et skilt på et ukendt sprog, der viser stationens navn.

Eugene tager sin kuffert og går undersøgende rundt på stationen lyttende til højtalerens stemme, der skratter en meddelelse på et uigenkendeligt sprog.

Eugene kigger efter nogen at snakke med, men ingen stopper. Han/hun sætter sig på sin kuffert og ser på sit ur uden at forstå det tidspunkt det viser.

Så vågner Soldaten op - som en slags daglig rutine - og begynder at råbe.

Soldaten: Det er lukketid. Alle ud! Alle bedes gå ud!

Eugene ser Soldaten og skynder sig håbefuldt over til ham.

Eugene: Undskyld mig, hr., kunne De, hr., undskyld mig, jeg, jeg…

Soldaten: Forlad stationen, vi lukker nu. Kom tilbage på mandag.

Eugene: Undskyld, men jeg har et problem. Det tror jeg i hver tilfælde, Jeg har mistet mit…

Soldaten: Forlad stationen. Alle ud! Vi åbner igen på mandag.

Eugene: Jeg forstår ikke hvad De siger, hr., men…

Soldaten: Ud! Alle ud!

Soldaten bekymrer sig ikke om Eugene, indtil han pludselig vender sig imod ham med foragt.

Eugene: Hr., Jeg vil gerne spørge om noget.

Soldaten: Nåh. Hvad vil du?

Eugene: Jeg forstår ikke deres sprog…

Soldaten: Hvar? Hvad siger du?

Eugene: Hvad siger De?

Soldaten: Hvad helvede vil du?

Eugene: Ved De hvor jeg…. Hvor er jeg! Hvad land er det her?

Soldaten: Jeg forstår dig ikke. Skaf en tolk.

Soldaten vil gå men Eugene stopper ham. Soldaten er irriteret.

Eugene: Jeg forstår det ikke! Hvilket sprog taler De? Jeg forstår ingenting, hr.…

Soldaten: Passport.

Eugene: Undskyld?

Soldaten: Passport!

Eugene: Nåh! Passport. Her er det. Selvfølgelig, Passport.

Eugene giver ham sit pas. Soldaten studerer det omhyggeligt. Han sammenligner fotoet med Eugene's ansigt. Han tjekker stemplerne.

Soldaten: Det er mærkeligt. Det ser rigtigt ud.

Soldaten går med Passet. Før han går gør han et eller andet uforståeligt tegn til Eugene.

Eugene: Vente her, ik´osse?

Eugene venter længe. Minutterne føles som timer. Han sjasker lidt rundt indtil han havner på sin kuffert igen. Der er total stilhed, der bliver brudt af ankomsten af Officeren, som med tegn beder ham om at forlade stationen.

Officeren: Alle ud, forlad perronen, du kan ikke blive her

Eugene henvender sig usikkert til ham.

Eugene: Hr. Kan De ikke fortælle mig… hvilken by vi er i?

Officeren: Ryd perronen. Det er lukketid. Ikke flere tog før i morgen.

Eugene: Hvad siger han? Spanien? Tobago?

Officeren: Du bliver nødt til at gå.

Eugene: Jeg forstår ikke hvad du siger!

Officeren: Af sted, farvel. Det er på tide at gå.

Eugene: Hvad siger de? Gå! Gå! For Guds skyld, hvor?

Officeren: (På dårligt Spansk) Du habla Espanol?

Eugene: Español-Spansk… nej, jeg forstår det ikke. Spansk, lidt, un poco.

Officeren: Passport!

Eugene: Jeg har lige givet det til den anden Soldat.

Officeren: Passport!

Eugene: Jeg sagde jo lige…

Officeren: Du skal ikke drive gæk med mig.

Eugene: Jeg gav mit pas til den anden Soldat… han forlod stedet og han er ikke…

Officeren: Hmmmmm…intet pass. Hvor er du fra?

Eugene: Vi vil aldrig komme til at forstå hinanden. Gu’ ved hvad klokken er (ser på sit ur) Det kan ikke være rigtigt. (Til Officeren) Ved De hvad klokken er? (Viser ham sit ur) KLOK-KEN.

Officeren: Et forsøg på bestikkelse?

Eugene: Sagde de fem? Hvad siger han?

Officeren: Han har ikke noget pas. Han snakker volapyk og han forsøger at bestikke mig.

Eugene: Den er ikke fem. Sagde De halv seks? (Ser på sit ur) Det lort – det er gået I stå.

Officeren: Har du nogen anden form for identifikation?

Eugene: (Peger på sit ur) Det er gået I stå.

Rolleliste
en officer
en rejsende
en mening
der kan veksles så kønnene er forskellige



Kommentarer

“I haven’t seen you in these parts,” the barkeep said, sidling over to where I sat. “Repute’s Bao.” He stated it exuberantly, as if solemn word of honour of his exploits were shared aside settlers about multifarious a ‚lan in Aeternum.

He waved to a unanimated butt upset us, and I returned his gesture with a nod. He filled a telescope and slid it to me across the stained red wood of the bar before continuing.

“As a betting fellow, I’d be delighted to wager a above-board piece of silver you’re in Ebonscale Reach in search more than the carouse and sights,” he said, eyes glancing from the sword sheathed on my cool to the bow slung across my back.

https://www.google.st/url?q=https://renewworld.ru/

Tilføj kommentar