Lille Frøken Dansemus

SCENE 3 Morgen i Paris. Foran teatrets facade (1).
Musette sover tungt, op ad gadelygten, som en lille hjemløs bylt. Billetlugen går op. Madame Poupoule er på sin plads. Hun filer negle, mens hun registrerer alt . Gobo - teatrets altmuligmand går og fejer foran teatret. Han er iført noget for stort hvidt tøj, så han giver mindelser om en Pjerrot-figur. På hovedet har han en sort hue. Han får øje på Musette og fejer omhyggeligt rundt om hende. Så får han øje på hendes hat, med rosen, der hænger og dingler. Han tager en lille vandkande frem og vander blomsten. Den retter sig og folder sig ud, på magisk klovnevis! Musette vågner, får øje på Gobo og farer forskrækket sammen. Han bliver ligeså forskrækket over at hun vågner og skynder sig væk. Et lille klovne-nummer! Misia, teatrets primadonna, kommer ‘fejende’ i fjer og pels!.
Gobo støder ind i hende på vej ud.
Misia - Idiot!
Misia får øje på Musette, der stadig ligger på jorden.
Misia - Væk! Væk med dig! Vat ‘en!
Misia pirker til Musette med foden, mens hun holder sig for næsen.
Misia - Uff! Og tag dit skidt og ragelse med dig!
Misia sparker til kufferten og papiret fra mor. Musette klamrer sig til begge dele, og ser uforstående op på Misia
Misia - Åhr, så herregud da! Dit lille skind!
Misia tager en mønt fra sin pung og smider den på jorden foran Musette.
Misia - Tag den! Og forsvind så! Du skræmmer jo publikum væk. Det her er et ordentligt teater. Misia går forbi billetlugen.
Poupoule - Men Misia dog ... sikken velgørenhed. Og så lige fra morgenstunden. Det ligner dig ikke.
Misia - Få det fugleskræmsel væk! Omgående! Tout de suite!
Misia forsvinder ind af teatrets sceneindgang og hamrer døren i efter sig.
Poupoule - (karikerer Misia) ”Tout de suite! ... ”… Sig mig, hvem tror hun jeg er?
Imens er Musette kommet på benene. Hun samler mønten op, og står lidt med den i hånden, ubeslutsomt. Madame Poupoule ser - uden at se.
Poupoule - Tag den nu bare. Stolthed har aldrig hjulpet nogen. Musette stikker mønten i lommen.
Poupoule - Køn er du ikke. Men du forstår at vække folks medlidenhed. Det er noget med dine øjne. Kom her!
Musette træder nærmere.
Poupoule - Giv mig den mønt.
Musette - Men, den er min.
Poupoule - Mig kan du ikke løbe om hjørner med. Jeg falder ikke for et par brune øjne. Næe, “noget for noget”, det er min livsfilosofi. Giv mig mønten og jeg vil give dig en chance.
Musette - En chance?
Musette overvejer lidt. Så giver hun Madame mønten.
Musette - Så luk mig ind.
Madame Poupoule ser mønten an, bider i den, og lader den så glide ned i sin kavalergang. Poupoule - Ind? På scenen? Næe, nej.
Musette - De sagde det selv: “Noget for noget” ...
Poupoule - Ja, men jeg sagde ikke hvad for “noget”, vel? Jeg giver dig en chance for at bestå sceneprøven.
Musette - Sceneprøven?
Poupoule - Ja. Du må vise mig, at du kan vække andet end folks medlidenhed. Folk kommer jo i teatret for at more sig, ikke? Vis mig at du har noget ‘særligt’. At du har ... udstråling ... scenetække ... X-factor!
Musette - Hvordan? Poupoule - Der er ikke noget “Hvordan”. Enten har man det, eller også har man det ikke. Basta! Se, der kommer en herre. Gå nu forbi ham og lad os se om du har det. Musette - Har hvad?
Poupoule - Gå nu bare ...
Musette går mod manden, som er en elegant herre. Hun går usikkert. Ved ikke rigtig hvad der forventes af hende. Hun har nu ryggen til Madame Poupoule og front mod manden. Idet hun passerer manden, får hun en indskydelse: Hun laver en grotesk grimasse. Puster kinderne op, sætter øjnene på stilke og rækker tungen laaangt ud ... Manden vender sig forbløffet om efter hende. Fra Madame Poupoules synsvinkel ser det ud som om han vender sig anerkendende om efter hende. Han går lidt igen, men vender sig så endnu engang om og ser efter Musette med et undrende - for Madame Poupoule et be-undrende ansigtsudtryk.
Poupoule - Tres bien, ma Musette! Jeg tror minsandten du har det. Jeg vidste det! Jeg har næse for den slags! Jeg kender et talent, når jeg ser et. Voila, frøken Musette!
Døren ind til teatret går pludselig op (som af sig selv).
Poupoule - Entre!
Musette tøver lidt. Hun ‘snød’ jo.
Poupoule - Gå nu bare, Monsieur le Directeur venter dig!
Musette vender sig om i døren.
Musette - Tak. Hun går ind ad døren og den lukker sig bag hende med et smæld.
Poupoule - (til publikum) Hm ... Vi får se, om der er noget at takke for. Det kan kun tiden vise. Skæbnens hjul drejer. Og det her er jo bare begyndelsen på historien.
Hun lukker lugen i.