De betaler ikke! vi betaler ikke!

MARGHERITA: Ha, det er skønt! Fandens også, man ikke var med! Hele dagen er man på det call center… ”Goddag, det er Margherita, hvad kan jeg gøre for Dem? Goddag, det er Margherita, er De interesseret i vores nye tilbud?”
ANTONIA: På det tidspunkt fik vi så at vide, at politiet faktisk var på vej… Og så fik vi benene på nakken, ud i sidegaderne! Og gudskelov mødte jeg dig, så du kunne hjælpe mig med alle de her poser…
MARGHERITA: Men undskyld, hvad har du tænkt dig at fortælle til din mand? Du vil vel ikke også prøve at servere ham den historie med, at du har vundet det på rabatmærker…
ANTONIA: Hvad, du tror ikke han vil æde den?
MARGHERITA: Jeg vil sige nej.
ANTONIA: Nå, okay... den er måske for tyk. Problemet er, at med al hans lovlydighed... gud ved, hvad for nogle scener han så begynder at lave. Rent bortset fra at i dag der har jeg brugt alle de penge, der var tilbage, og i morgen har jeg ikke en øre til at betale for gas og lys og afdrag på boliglån...
MARGHERITA: Nå, men hvis det er for det, jeg har jeg heller ikke nogen ... og jeg har ikke betalt husleje i fem måneder… (får hjælp af Antonia til at sætte varerne på plads) og jeg har ikke en gang været på indkøb så-dan som dig…
ANTONIA: Vi må lynhurtigt finde på noget... her er forsyninger nok til et børnehjem... du kan jo tage lidt af det med hjem.
MARGHERITA: Nej, nej, for guds skyld... tak, men jeg skal ikke have noget... rent bortset fra, at som sagt har jeg ikke en øre at betale med. ANTONIA: (alvorlig) Altså, hvis du ikke kan betale... (skifter tone, bryder ud i latter) Er du åndssvag! Over halvdelen er jo gaver, jeg har foræret mig selv... og så skulle jeg lade dig betale for dem! Hvad anser du mig for? I dag sælger vi på klods! Så, tag det nu bare, jeg aner alligevel ikke, hvor jeg skal gøre af det!
MARGHERITA: Okay, og hvad skal jeg så sige til min mand? ”Du ved, det er sådan halvvejs stjålet!” Han slår mig ihjel! Nej, nej.
ANTONIA: (mens hun snakker, tager hun diverse dåser op af en pose) Det gør min mand ikke, han slår mig ikke ihjel, det er nemlig forbudt ved lov... men han tager livet af mig med sine endeløse scener! Han stiller sig op i vinduet og råber: ”Min kone er en tyv!” (Antonia går frem på forscenen og stiller sig op ved et vindue der) Han himler op om tilsviningen af hans hæderlige navn: ”Hellere dø af sult, gud nåde den, der går mod loven! Jeg har altid betalt enhver sit indtil sidste hvid... Fattig, men hæderlig! Du har trukket mit hæderlige navn gennem sølet!” Og så videre, indtil han kravler ind i skabet!
MARGHERITA: (forbavset) I skabet?
ANTONIA: Ja, ja! Hver gang vi skændes... igennem tyve… år så lukker han sig inde i skabet... han er ved at krepere af sved, men han kommer ikke ud. Gennemor-ganiseret! Han har sin lille lampe, sin lille stol... han sætter sig ind og læser hele fagbevægelsens overenskomstoplæg igennem... han lærer det udenad. Han lukker kun op for at overfuse mig endnu mere! (Skifter tone) Så, slut, ikke mere snak, nu laver jeg en god gang suppe… jeg er så sulten…
MARGHERITA: Hvis det er for det, så er jeg også…
ANTONIA: Vi laver en lille middag… Ih, hvor er jeg sulten! Jeg har gjort rent to timer her til morgen henne i børne-haven, og jeg hjalp til med at give børnene mad… Er du klar over, jeg var lige ved at hugge maden fra dem? Jeg madede dem… ”Så, spis nu… det smager dejligt… se nu… Jeg spiser det også… Ahm, ahm… ” Det var lige før, jeg også spiste skeen!!! (kikker nøje på en dåse, hun har i hånden) Hvad er det her for noget, jeg har taget? (læser) Blandet kød til hunde og katte? Nej, ved du nu hvad! (rækker dåsen til Margherita)
MARGHERITA: (læser) ”Homogeniseret, tilsat smagsstoffer”! Jamen, hvorfor har du taget den?
ANTONIA: Nej, altså, det er jo ikke med vilje! Det er jo klart, at i forvirringen der har jeg snuppet, hvad jeg fik i hæn-derne... (tager en anden pakke) Se lige her!
MARGHERITA: (læser) Hirse til kanariefugle?!
ANTONIA: (en anden pakke) Nå, heldigvis har jeg ikke betalt for noget af det, ellers ville jeg have spist et... (læser)... ”Dybtfrosset kaninhoved”! MARGHERITA: Hvad er det, du siger? Kaninhoved?! Dybfryser de kaninhoveder?!
ANTONIA: Jo, det står her... ”Til at berige Deres hønsefoder... fem kaninhoveder halvtreds centimer… ” Det er egentlig billigt! (skuffet) Og så kan jeg ikke en gang bytte dem, hvis de ser mig, arresterer de mig! Hvad stiller man op...
MARGHERITA: (ler) Ha, ha, hvor er det langt ude! Og du ville have, jeg skulle slæbe det der hundeæde med hjem?
ANTONIA: Nænæ! Kaninhovederne er jeg alt for glad for… dem spiser jeg selv… Du kan tage de mere almindelige ting: olie, pasta… Så, kom nu i gang, din mand er jo på natholdet, så du har masser af tid til at gemme det. (fylder poser op til veninden)