Dronningen af Malmø

1. AKT - PROLOG:

MUSIK: PROKOFIEV'S ROMEO & JULIE opus 64 - 15. De første 52 sek. Fortæppe op - Tværs over scenen et ca. 3 meter højt blåt eller måske rødt silkestof i hele scenens bredde.

Vi følger i silhuet en fægtescene. De to duellanter starter med en "en garde-position" - derefter fægter de to silhuetter stilfuldt og skolet og bruger hele scenens bredde. Forhåbentlig kan man se, at de er mand og kvinde. Det fremgår, at den ene/kvinden er bedst - uden at den anden er en umulius.

De stopper, slapper af, tager fægtemaskerne af. De sidste 12 sek af opus 64 - 15. De kysser hinanden. Silhuetten defokuserer - og vi går i sort.


1. STUEN BANGSBJERG SLOT

Britt, Martin

Lyset fader langsomt op under RADIOAVISEN. Efterhånden kan vi se, at Britt intenst lytter til en transportabel radio, der står på den ene puf. Vi befinder os i den store stue på slottet Bangsbjerg. Der er et par døre i hver side af det fornemme rum, siddearrangementer. Der er en udgang midt bagest. Rundt omkring står brune papkasser med papirer og chartekker. Britts laptop står på en puf.

MARTIN:
(stemme i radioen) Det eneste, vi kan gøre er at vente. Lade alle vore tanker, al vor opmærksomhed og vort håb være rettet mod den mand, der på så fornem vis symboliserer, hvad det vil sige at være dansk. Tak!
RADIOAVISEN:
(stemme) De hørte statsminister Martin Bjergfeldt i en mobiltelefon direkte fra Bangsbjerg Slot i Nordjylland, hvor Hans Majestæt nu på 8. måned ligger i dyb koma. Den sidste bulletin fra kongens livlæge tyder på, at der nu kun er få timer tilbage.

Martin kommer ind og lytter lidt med, mens han tager jakken af.

Kronprins Michael er på vej fra Oslo i en helikopter. Der har været nogen usikkerhed om, hvor prins Stefan befinder sig, men takket være én af politiets foto-fælder ved vi nu, at prinsen befinder sig på motorvejen lidt nord for Hobro. Det kan næppe vare mange minutter, før han når frem.

Følgende ligger under Martins og Britts næste replikker..

RADIOAVISEN:
Det er en snæver kreds, der er samlet omkring kongens leje i disse sidste svære timer. Kongelig konfessionarius, biskop Sigbrandt er ankommet i går aftes, og man ta'r det store presseopbud, som er samlet omkring det lille nordjyske jagtslot, som et sikkert tegn på, at tiden nu er ved at være inde. Vi stiller om til vores hofreporter, der sammen med de store internationale medier står klar uden for slottets gitterport. (Kan forlænges og forkortes, som det passer med de ovenpå liggende replikker. Der er intet af dette, der skal høres)

MARTIN:
Det var en dårlig forbindelse - gik jeg godt nok igennem?
BRITT:
Hvert et ord.
MARTIN:
Gik det nogenlunde hjem, tror du? Jeg prøvede at virke nøgtern - men alligevel følsom uden at kamme over i sentimentalitet.
BRITT:
Du kammede ikke over i noget overhovedet.
MARTIN:
Tak. Sluk lige. Inden de stiller om til den forpulede hofreporter!

BRITT:
(slukker) Hun er så irriterende! Jeg tror slet ikke, hun kan sige "S" uden at sjaske mikrofonen til. Hun er noget af det mest slimede...
BRITT:
Alle hofreportere er slimede. Man bli'r slet ikke hofreporter, hvis man ikke er slimet - det er en del af stillingsbeskrivelsen. (hun kaster et chartek på bordet) Jeg vil godt ha' de her tilbage senere i dag. Du skriver bare under, hvor jeg har sat kryds.
MARTIN:
Okay. Har Skibsrederen ringet på den direkte, mens jeg talte i den anden?

Hun tager en mobil frem og kaster den over til ham.

BRITT:
Ikke en lyd.
MARTIN:
La' vær' med at kaste den!
BRITT:
Hvorfor det? Er du bange for, at den skal ringe, mens den er i luften?
MARTIN:
Nej, det er bare .... måske bryder han sig ikke om, at blive kas... nu holder jeg den i hvert fald selv. Her er den anden, den har jeg slukket. (han kaster den slukkede mobil hen til hende og hænger sin jakke over ryglænet på en stol) Helt ærligt - det var godt nok, det i radioen, ikke? Jeg prøver jo også at ramme en folkelig tone, så folk kan fornemme, at nu er det en socialdemokratisk regering. Down to earth - midt i det højtidelige. (Britt kommenterer ikke) ... Du skal bare sige, hvis der er noget. Jeg kan sagtens tåle det.
BRITT:
Okay: Du har det med at være lidt for lang i spyttet.
MARTIN:
(fornærmet - hader at blive kritiseret) Det må jo gøres med en vis værdighed. Man kan ikke bare fare ind foran mikrofonerne og sige: Kammerater! Så er det ved at være nu, han stiller træskoene, sku' vi alle sammen ønske ham pøj med det!
BRITT:
Det var fint, Martin. Du var dygtig.

Hun slår chartekket op for ham og går mod døren, og han gi'r sig beroliget venligt til at skrive under, mens han taler videre.

MARTIN:
Tak. - Jeg tror også, at det var helt rigtigt, at jeg fastholdt en værdig tone ...

Hun vender sig i døren, da hun kommer i tanke om noget.

BRITT:
I øvrigt - vi slukker for respiratoren klokken 15. - Ikke klokken 16.
MARTIN:
Hvorfor det?
BRITT:
Jeg havde ikke tænkt på, at det var lørdag. Søndagsaviserne kan bedre nå det, hvis vi slukker klokken tre.